Anvendelse: Slædehund.

Klassifikation: FCI Gruppe 5 (Spidshunde og racer af oprindelig type),

Sektion 1 (Nordiske slædehunde).

Uden brugsprøve.

Helhedsindtryk:

Alaskan Malamute – en af de ældste, arktiske slædehunderacer – er en kraftfuld og massivt bygget hund med dybt bryst og en stærk, meget muskuløs krop.

Den står solidt plantet på poterne og giver i denne stilling indtryk af handlekraft, med en stolt holdning, løftet hoved og vågne øjne, der røber interesse og

nysgerrighed. Hovedet er bredt, ørerne trekantede og opstående, når hunden er opmærksom.

Næsepartiet er fyldigt og bliver kun lidt smallere fra roden til næsen. Det er ikke spidst eller langt, men heller ikke for kort og groft.

Pelsen er tyk, med en grov dækpels, der er lang nok til at beskytte den uldne underpels.

Malamutes har mange forskellige farver, og ansigtets aftegninger er et karakteristisk træk. De består af en ”hue”, med ansigtet enten helt

hvidt eller med aftegning i form af en stribe og/eller maske. Halen er busket og bæres over ryggen som en vajende fjerbusk.

En Malamute skal have svære knogler og sunde lemmer, gode poter, dybt bryst og kraftfulde skuldre, og den må have alle de øvrige,

fysiske egenskaber, den behøver for at udføre sit arbejde effektivt. Bevægelsen skal være støt og harmonisk, utrættelig og absolut effektiv.

Den er ikke beregnet til brug som hurtig slædehund i hastighedsløb.

En Malamute er bygget med styrke og udholdenhed for øje, og ethvert træk hos den enkelte hund, herunder temperamentet,

der strider mod opfyldelsen af dette formål, betragtes som den alvorligste form for fejl.

Brystdybden udgør ca halvdelen af skulderhøjden, og det dybeste punkt ligger netop bag forbenene.

Kropslængden – fra skulderspids til det bageste punkt på bækkenet – er større end skulderhøjden.

Temperament:

Alaskan Malamute er en kærlig og venlig hund, ikke nogen ”énmands-hund”. Den er en

loyal og hengiven ledsager, leger gerne på opfordring, men virker som voksen i reglen

mest imponerende ved sin værdighed.

Hovedet er bredt og dybt, ikke groft eller klodset, men proportioneret efter kroppens

størrelse. Udtrykket er mildt og tyder på en venlig karakter.

Skalle : Bred og moderat rundet mellem ørerne, gradvis mere smal og flad mod øjnene, og den

afrundes ned mod kinderne. Der er en let midterfure mellem øjnene. Skallens og

næsepartiets overlinier bryder svagt en ret linie nedefter, hvor de mødes.

Stop:

Ret fladt.

Næse:

Hos alle pelsfarver, undtagen rød, er næse, læber og øjenrande sort pigmenterede.

Brun næse er tilladt hos røde hunde. En ”snenæse” med lysere strejf er acceptabel.

Næseparti:

Stort og svært i forhold til skallen, kun let aftagende i bredde og dybde fra overgangen mod skallen og ud til næsen.

Læber:

Tæt sluttende.

Kæber, bid : Brede kæber med store tænder. Fortænderne mødes i saksebid. Overbid eller underbid er en fejl.

Kinder:

Moderat flade.

Skråt placerede i skallen. Øjnene er brune, mandelformede og middelstore. Blå øjne er

en diskvalificerende fejl.

Middelstore, men små i forhold til hovedets størrelse. De er trekantede af form, med let afrundede spidserDe er bredt ansat yderst og bagtil på skallen,

på linie med øverste

øjenkrog, sådan at de i rejst tilstand ser ud til at stå ud fra skallen. De peger let

fremefter, men når hunden arbejder, foldes ørerne af og til ned langs skallen. Højt

ansatte ører er en fejl.

Stærk og moderat buet.

Kompakt bygget, men ikke med for korte flanker. Kroppen må ikke være overvægtig,

og knoglekraften skal svare til hundens størrelse.

Ryg:

Lige, let faldende mod hofterne.

Lænd:

Hård og meget muskuløs. En lang lænd, der kan svække ryggen, er en fejl.

Bryst:

Veludviklet.

Moderat højt ansat - følger ryglinien ved roden. Den bæres over ryggen, når hunden

ikke arbejder. Den er hverken stramt oprullet eller ligger tæt til ryggen, og den har

heller ikke så kort pels som en rævehale. En Malamute-hale har fyldig pels og minder

om en vajende fjerbusk.

Forbenene har svære knogler og muskler og er lige helt ned til mellemhånden, set

forfra.

Skuldre:

Moderat skråtstillede.

Mellemhånd:

Kort og stærk, let skråtstillet set fra siden.

Bagbenene er brede. Set bagfra skal de både stilles og bevæge sig i ret linie med

forbenenes bevægelse, hverken for snævert eller for bredt. Vildtkløer på bagbenene er

uønskede og bør fjernes straks efter fødslen.

Lår:

Med svær muskulatur.

Knæ:

Moderat vinklede.

Haseled:

Moderat vinklede og godt lavt ansatte.

Af ”snesko-typen”, tæt sluttede og dybe, med fyldige trædepuder, der giver et fast.

kompakt udseende. Poterne er store, med tæt sluttede og godt hvælvede tæer. Der er

et beskyttende hårlag mellem tæerne. Trædepuderne er tykke og robuste, kløerne er

korte og stærke.

En Malamute’s bevægelse er støt, harmonisk og kraftfuld. Den er adræt trods sin

størrelse og bygning. Fra siden ser man bagpartens kraftige fraskub, der overføres via

den godt muskuløse lænd til forparten, som opfanger fraskubbet med flydende, lange

skridt. Set forfra eller bagfra bevæger benene sig præcis i lige inie, ikke for snævert

eller for bredt. I hurtigt trav vil poterne nærme sig kroppens midterlinie. En stiv eller

styltet bevægelse eller enhver anden gangart, der ikke er fuldkommen effektiv og

utrættelig, skal reducere bedømmelsen.

Hårlag:

En Malamute har en tyk og grov dækpels, aldrig lang og blød. Underulden er tæt, fra

2.5 til 5 cm i tykkelse, virker ”olieret” og ulden. Den grove dækpels varierer i længden

ligesom underulden. Pelsen er relativt kort til middellang på kroppens sider og bliver

noget længere over skuldre og hals, ned langs ryggen, over krydset og på bukser og

den buskede hale. Pelsen er normalt kortere og ikke så tæt i sommermånederne. En

Malamute udstilles som den ser ud fra naturens hånd. Trimming er ikke acceptabelt,

bortset fra, at poterne kan nettes lidt for at give et mere soigneret udseende.

Farve:

De sædvanlige farver går fra lys grå over de mellemliggende nuancer til sort, samt fra

zobel og nuancer af zobel til rød. Farvekombinationer accepteres i underpels, i ansigt,

på ører, ben og hale. Som ensfarvet tillades kun hel-hvid. Hvidt er altid den

dominerende farve på kroppens underside, på poterne, noget af benene og i en del af

ansigtets aftegninger. En hvid pandeblis og/eller krave eller nakkeplet er tiltalende og

acceptabelt. En Malamute har ”mantle” (en mørk aftegning over skuldre, ryg og sider),

og brudte farver på kroppen som pletter og uregelmæssige stænk er uønskede.

Der er et naturligt spillerum i racens størrelse. De ønskelige mål for en arbejdsduelig trækhund er følgende:

Hanner: Skulderhøjde 63.5 cm, vægt 38.5 kg

Tæver: Skulderhøjde 58.5 cm, vægt 34 kg.

Størrelsen må dog ikke vægtes over type, harmoni, bevægelse og andre funktionelle træk. Hvis to hunde bedømmes som lige gode i type, harmoni og

bevægelse, foretrækkes den, hvor vægt og størrelse kommer nærmest det ønskelige.

sammenfatning: Ved bedømmelsen af en Alaskan Malamute skal dens funktion som slædehund til tung

last under arktiske forhold tillægges større betydning end alt andet. Nedslag i en hunds

bedømmelse skal være bestemt af, hvor meget den afviger fra beskrivelsen af den

ideelle Malamute, samt hvor meget den enkelte fejl vil påvirke hundens evne til at

arbejde. En Malamute’s lemmer skal tyde på usædvanlig styrke og vældig trækkraft.

Enhver antydning af usundhed i ben og poter – for eller bag, i stand eller bevægelse –

skal betragtes som en alvorlig fejl. Fejl i denne henseende kan være flade, spredte

poter, kohaser, blød håndrod, stejle skuldre, mangelfuld vinkling, styltet bevægelse

(eller enhver bevægelse, der ikke er harmonisk, kraftfuld og stabil), opløben bygning,

lavtstillet, overvægt, spinkle knogler og generelt dårlige proportioner.

Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for

bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

Blå øjenfarve

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.